Æ Fjandbosang: ©Anny Holmgaard

Melodi: : Skul gammel wenskab rejn forgo.

Det bowter sæ i bak´ å dål, vi bower ve en aas,

wur stiern å jur håer samlet sæ. Det bløw saa til Daubjerg Daas.

Å ue po den sture hier, wur kun æ lyng ka´ grow,

der sikkes æ så lont derfræ bode eng å murs å skow.

I Fjends er ingen fjord å haw, men Birkesø er kjøn.

Æ wand det er så rejn å klår, så en swømmetur er skjøn.

Men manne stejer po wor ejn, der springer bæk´ så smo´.

Å føller man dem, ka´ do trow, blywer de skam te en o´.

Å nier i æ undergrund er der kalk å kridt så hvik.

I Daugbjerg, å i Mønsted, håer vi æ gruber, do ka´ sik.

Der er så manne sagn, der goer, om Jens, der gik mæ  knyw.

Margrethe hun bløw brændt som hæws, før te hun fik spikst de ”syw”.

Jo, Fjends det er en skjønne plet mæ grøn å kjøn natur,

wuer folk de hælser pænt po dær å æ gjæstfrihier er stur.

Hvis do no rejser væk herfræ – så mo do aldrig glem,

at wur i verden do no er – så´r i Fjends te do håer hjem.